Alle mennesker bliver både fascineret og provokeret af emner, som afviger fra vores egen norm. Kunst, politik og menneskelig adfærd udgør blot et par af emnerne, som kan blive genstand for holdninger – positive såvel som negative.

Består dit arbejde i at være noget for andre mennesker, vil du før eller siden opleve, at dit indre bliver provokeret af et andet menneskes anderledes måde at være på. Når det sker, står vi bevidst eller ubevidst ved en korsvej. Får vores egen norm magten, vil følelser som forargelse, vrede, frustration mv. let kunne overtage og dermed påvirke vores egen adfærd i mødet med modparten. Får vi ikke bremset os selv, vil vores eget private udgangspunkt betyde, at vi møder modparten med afstand og måske med forventninger om, at modparten er forkert og dermed må være den part, som skal ændre adfærd eller lign. Dette vil sjældent lykkes, men i stedet skabe yderligere afstand og risiko for optrapning af konflikten. Formår vi derimod at tilsidesætte vores private og impulsive reaktion for en stund og i stedet forsøge at forstå modpartens verden og perspektiver via dialog, opnår vi en indsigt. Indsigt, som måske skaber en større tolerance overfor vedkommende, og som samtidig skaber muligheden for en åbenhed fra modparten til at se på sig selv eller rumme omverdens ønsker eller behov.

Som leder, pædagog, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent eller lign. er forudsætningen for succes nærmest lig med evnen til at lade sig fascinere af modpartens verden samt evnen til at holde egne præferencer i skak for en stund. Ved et fravær af disse evner vil jeg hævde, at man kan være på kanten af udbrændthed og bør arbejde med noget andet. Vi kan ikke hjælpe andre, hvis vi kun er fyldt af os selv.

Personligt har jeg arbejdet med mennesker, som bl.a. har overskredet samfundets regler og normer og som ofte er blevet betragtet som bæster – noget nærmest umenneskeligt. Som leder og konsulent har jeg arbejdet med medarbejdere, som på nogle områder er anderledes og som derfor har været genstand for problemer i samspil med andre mennesker.

For mig er nøglen langt hen ad vejen den samme. Vi må først og fremmest forstå det menneske, som aktiverer vores eller andres følelser. Hvad er netop det menneske drevet af, hvad er motiverne og perspektiverne bag den umiddelbare adfærd, som provokerer? Netop forståelse vil ofte åbne op for en åbenhed og en afklarethed i os. At vi med det udgangspunkt både kan rumme og bevare grænser på én og samme tid.

Grænser ødelægger ikke relationer- det gør afstand og fordømmelse.